Mindeord om Knud Jessen

Mindeord om Knud Jessen

Knud Jessen
Knud Jessen

Det er med stor sorg, at vi må meddele, at vores formand, hornist og ven Knud Jessen
sov stille ind lørdag formiddag den 27. september 2014. Han havde kort tid forinden fået konstateret kræft.
Bisættelsen fandt sted onsdag den 8. oktober fra Lundtofte kirke.

Knud Jessen har altid været en mand, der har forsøgt at hjælpe andre, når nogle blev syge eller på anden måde ikke havde det godt, var han der. Han kunne simpelthen ikke lade være med at hjælpe andre. Når nogle ikke havde det godt, spottede han det straks, også selv om vedkommende forsøgte at skjule det, og Knud slap ikke en, før man var OK. Havde nogle problemer, var det Knud man ringede til, det var dog ikke altid han kunne hjælpe, men han var
en god lytter og kunne komme med gode kommentarer.

Knud var en fremragende læge og en dygtig amatørhornist. Han sagde ofte, når nogle spurgte om hans lægegerning og hans talent på horn: Det er bedre at være en dygtig læge og at være en nogenlunde amatørhornist end at være en dygtig amatørhornist og en nogenlunde læge. Det første skader mindst.
Knud var ikke en nogenlunde amatørhornist, han var en fremragende hornist.

Knud har i det meste af sit liv beskæftiget sig med musik. Han blev pensioneret som 60-årig fra militæret som generallæge, han forsatte som læge hos SAS og senere på Rigshospitalet til han var over 70 år. Efter hans kone Ninas langvarige sygdom og død speedede han hornspillet op. Han købte et nyt horn (et selvspillende horn, som han kaldte det), dette havde Nina tidligere opfordret ham til at købe.

Knud var tilknyttet mange orkestre bl.a. Akademisk Orkester og Kor, Sinfonia Selandia, Arco, Skt. Marias Kammerorkester, Koncertforeningens Kor og Orkester, Steffensens Blæserensemble, han var også en fast deltager på Askov og Forårsstævnerne. I 2012 var Knud solist i Richard Strauss´ hornkoncert nr. 1 med Etatsorkestret. Hvis andre orkestre havde brug for en hornassistent, stillede han gerne op.

Men hans orkester var og blev Lyngby-Taarbæks Symfoniorkester, det var hans eliteorkester, som han ofte kaldte det, og som han blev formand for i 2013. Den sidste koncert Knud spillede med LTSO, var i sommers i Tivolis Koncertsal, koncerten blev et brag af en succes.

Knud spillede i flere blæserkvintetter her skal blot nævnes den ældste “Blæserkvintetten af 1963”, som bestod af András Adorján fløjte, Bjørn Carl Nielsen obo, Jørgen Jessen klarinet, Asger Svendsen fagot og Knud på horn, sidste gang de spillede, var til kvintettens 50 års jubilæumskoncert i Sorgenfri Kirke i 2013.

For et halvt års tid siden mødte Knud Susanne, det blev en kæmpe omvæltning i hans liv. Det er lang tid siden, at man har set Knud så glad.

Knud var en stor personlighed, som vi altid vil huske. Mennesker, der kun har set ham nogle få gange, blev meget berørt, da de hørte om hans sygdom og død, de følte, at de havde kendt ham hele livet.

Vi er overbeviste om, at der er mange, der er dybt taknemmelige over at have kendt personen, vennen, lægen og amatørhornisten Knud.
Vi tænker meget på hele Knuds familie og Susanne.

På vegne af LTSOs repræsentantskab Torben Verner Jensen