Solist: Henrik Dam Thomsen

Solist: Henrik Dam Thomsen

Henrik Dam Thomsen er en af Danmarks førende cellister. Siden 1999 har han kombineret en stilling som 1. solocellist ved DR Symfoniorkestret med et alsidigt virke som solist, kammermusiker og lærer på Det kgl. danske Musikkonservatorium. Han er uddannet i København, London og Bloomington (Indiana, USA) af prominente navn som Morten Zeuthen, Torleif Thedeen, William Pleeth og Janos Starker. Dermed er Henrik Dam Thomsen både præget af den fornemme skandinaviske cellotradition og nogle af den internationale celloverdens største personligheder.

Henrik Dam Thomsen har medvirket på over 100 CD produktioner. I eget navn er det blevet til 4 udgivelser, der alle har høstet stor international anerkendelse. Hans solo-cd med værker af Kodaly og Britten (Chandos Records, 2004) blev nomineret til en Danish Music award og duo-CD’en, French Pieces fra 2006 blev kåret til “CD of the month” i det internationale stryger-fagblad “The Strad”.

Som solist har Henrik Dam Thomsen optrådt med førende danske symfoni- og kammerorkestre, og i juni 2006 havde han sin debut i Japan, da han optrådte som solist med New Japan Philharmonic Orchestra i Tokyo.

Kilde: henrikdamthomsen.com