KONCERT: Anmeldelse 2019-01-14_Sjaellandske_Sydsjaelland.

Tekst: Kathrine Harvey Foto: Jens Wollesen

HASLEV: Faxe Kunst- og Musikforening tager lige som os andre hul på et nyt år. En ny sæson for musik, mens vinteren, som vi nok stadig ikke har set i fuld flor endnu, er over os, mørket falder tid­ligt, og tiden er til at forsam­les inden døre.

Kultunariet dannede søndag aften rammen om den traditionsrige nytårskon­cert, som i år hang i noget af en tynd tråd, da Storstrøms Symfoniorkester måtte ned­lægge sig selv, da økonomien ikke længere slog til. Heldig­vis kunne Lyngby-Taarbæk Symfoniorkester træde til, og det samme kunne den svenske dirigent, Per-Otto Johansen, der før har arbej­det sammen med orkesteret.

– Det er stadig til stor sorg for mig og andre musikel­skere, at Storstrøms Symfo­niorkester er nedlagt. I 30 år har orkesteret, der foruden otte professionelle musike­re fra Ensemble Storstrøm, alle er amatørmusikere fra Midt- og Sydsjælland, spillet sammen, og det er mit store håb, at et nyt midt- og sydsjællandsk orkester med kernen i form af Ensemble Storstrøm vil se dagens lys.

Dog glæder det mig at se, at vi på trods af besøg fra et udenbys symfoniorkester – oven i købet fra det nordlige Sjælland, stadig har udsolgt til nytårskoncerten. Gæsterne kan også godt glæde til at høre dem spille, for de spiller virkelig flot. Og operasanger Rasmus Ruge, som er solist i aften, er en rising star, sagde Hans Krarup, formand for Faxe Kunst- og Musikforening, til avisens udsendte inden koncerten.

Klokken 19.30, noget sene­re end de forgangne år, da di­rigenten skulle nå til Haslev fra et andet arrangement, blev nytårskoncerten med det 65 mand store symfoni­orkester skudt i gang med det kendte Valkyrieridt.

Stemningen i en sal med 140 gæster får et særligt løft, når et så stort og mangfol­digt orkester spiller, og man kan se på tilskuerne, at det giver et lille gib i dem, når den første tone bliver slået an.

Kærlighedens ansigter

Stemningen løfter sig yder­ligere, når operasangerens røst forenes med strygerne, bas og trompet, og krydde­riet er dirigentens bløde be­vægelser, der trygt og fast leder slagets gang.

Slag i slag glider først tre stykker med Wagner ned, som smørrebrødsjomfruen ville fristes til at sige. Først som nævnt Valkyrieridt, så O du mein holder Abend­stern og til sidst Wotans Ab­shied, som alle taler hver sit triste, men smukke kærlig­hedssprog. For i begge ope­raer: Tannhäuser og Valky­rien, synges der om stærk, men ulykkelig kærlighed og handlingen er en svær, men nødvendig afsked.

Heldigvis har kærlighe­den mange ansigter – mange af dem lyse og glade – og også de ansigter tittede denne af­ten frem i musikken.

Avisens udsendte kunne desværre ikke nå at få dem alle at se, men på program­met var blandt andet en af de velkendte danske klas­sikere: Den danske sang er en ung blond pige, som i den senere tid har været i vælten i medierne. Den skulle her spilles som fællessang med klaver, og der skulle følges op med Bernstein, Tjajkov­skij og til allersidst glans­nummeret, som det hører sig til: Lumbyes Champag­negalop

Dagbladet Sjællandske, SN.dk d. 14-01-2019.