Koncert med højt til loftet – i mere end én forstand
Af Peter Dürrfeld, Kristeligt Dagblad – 4 stjerner
Brahms: Ein deutsches Requiem i Roskilde Domkirke med Lyngby-Taarbæk Symfoniorkester og Universitetskoret Lille Muko. Dirigeret af Ole Faurschou. Lørdag den 29. oktober.
Roskilde Domkirke var rammen om en koncert præget af stor hengivenhed Et af musikhistoriens mest markante korværker er ”Ein deutsches Requiem” af Johannes Brahms (1833-97), som den tyske komponist fik uropført i Leipzig, Tyskland, i 1869. Titlen refererer til, at Brahms stik imod den tids skik og brug selv skrev teksten på tysk i stedet for at benytte de sædvanlige latinske tekster.
Hans langvarige arbejde med rekviemmet blev omkranset af to dødsfald: først døde Brahms’ mentor og forbillede, komponisten Robert Schumann (1810-56), og senere mistede Brahms sin mor. Brahms søgte trøst i Bibelen og fandt den i de tekstafsnit, der betragter døden fra de efterladtes vinkel, både i Det Gamle og Det Nye Testamente. Et af de centrale citater i denne sammenhæng stammer fra Salmernes Bog, kapitel 39: ”Herr, lehre doch mich, dass ein Ende mit mir haben muss, und mein Leben ein Ziel hat.” (I den danske bibeludgave: Lad mig vide, hvornår jeg skal dø, Herre, hvor mange dage der er tilmålt mig, så jeg ved, hvor længe jeg har igen).
Værkets kredsen om døden som livets vilkår virker altid gribende, ikke mindst når det opføres i en kirke – og jeg har svært ved at forestille mig en mere fascinerende af slagsen end Roskilde Domkirke, der ikke bare emmer af århundreders historie, men hvor der i mere end én forstand er højt til loftet.
Det var to af Danmarks mest driftige amatørensembler, der stod for tolkningen af det ikoniske værk: Lyngby-Taarbæk Symfoniorkester og Universitetskoret Lille Muko. Som solister havde man engageret to eminente sangere: sopranen Susanne Elmark og barytonen Jens Søndergaard. De var ikke bebyrdet med den store arbejdsbyrde, eftersom ”Ein deutsches Requiem” primært er et korværk, men alene Søndergaards voluminøse stemme løftede opførelsen langt over det gennemsnitlige, mens Elmark sang sit eneste indslag med stor inderlighed – men også med et noget heftigt vibrato.
Det lidt mere end en time lange værk blev igen en tankevækkende oplevelse, og man måtte atter sande, at det for mere end halvandet århundrede siden var lykkedes den endnu unge Johannes Brahms at give et stærkt budskab om vores vilkår som mennesker i denne verden – ikke ved hjælp af dommedagsbasuner og voldsomme paukeslag, men ved en velafbalanceret blanding af inderlighed og sans for det dramatiske. Under årvågen ledelse af Lille Mukos dirigent gennem de seneste par år, Ole Faurschou, lykkedes det at fremmane Brahms’ budskab om det meningsfulde ved at være blandt de levende her på Jorden.
Så længe skuden kan gå, som en svensk trubadur engang udtrykte det.