Christian Schmiedescamp (f. 1972) er lige vendt hjem til sin hverdag som solobasunist i Copenhagen Phil efter halvandet år i Israel Philharmonic Orchestra under Zubin Mehta. Ved siden af sit faste job dirigerer han ofte projekter med forskellige københavnske amatørorkestre, og på mere fast basis ungdomssymfoniorkestret Dusika. I LTSO nyder vi altid godt af Christians fokuserede og konstruktive prøveforløb med præcise kommentarer til musik og musikere.

Christian er uddannet på Det Jyske Musikkonservatorium og derefter Det Kgl. Danske Musikkonservatorium med debut fra solistklassen hos Torbjørn Kroon i 2005. Efter bifag i direktion har han studeret videre hos Frans Rasmussen. Undervejs i studietiden har Christian også studeret privat hos flere fremragende basunister, bl.a. Michael Mulcahy og Rex Martin i Chicago og Stefan Schulz i Berlin.