Arven efter Beethoven

Mange store komponister har i tidens løb omtalt Beethovens værk med ærefrygt og angivet ham som deres inspirationskilde, selv på mange årtiers afstand. I dette program spiller LTSO to kraftfulde orkesterværker af et par af Beethovens allerstørste beundrere: Brahms’ Violinkoncert og Shostakovich’ 9. Symfoni. Og naturligvis indleder vi koncerten med at spille et værk af Beethoven selv: Egmont ouverturen, der er et af hans mest elskede symfoniske stykker.

Brahms Violinkoncert fra 1878 er en af de største og mest spillede violinkoncerter. Den er – ligesom Beethovens violinkoncert – blevet kaldt ”en symfoni med violin”, og den har både samme toneart (D-dur) og samme opbygning som Beethovens: En dramatisk og kontrastfyldt 1.sats, en inderlig og æterisk 2.sats, der hos Brahms indledes med en lang og melodiøs obo-solo, og en kraftfuld finale i et fyrigt tempo. Her hører vi en tydelig inspiration fra den ungarske folkemusik – en hilsen til Brahms gode ven, violinisten Joseph Joachim, som koncerten er tilegnet, og som fik lov til at redigere i violinstemmen og skrive solokadencen.

Shostakovich skrev sin 9.symfoni i 1945, og Stalin-regimet forventede en pompøs fejring af sejren over Hitler. Der gik sågar rygter om, at der var både kor og solister med – i lighed med Beethovens 9. Men der er intet monumentalt over denne symfoni, der i modsætning til hans tidligere symfonier er kort, klassisk i sin opbygning og ind imellem kammermusikalsk orkestreret. 1.sats har et muntert galop-agtigt tema, der afbrydes af et komisk og grotesk march-motiv, Scherzoen bygger op til en kæmpe fanfare, men løber ud i sandet, og finalens karakter er mere danseagtig end majestætisk. Symfoniens mange humoristiske indfald blev opfattet som en ironisk kommentar til styret, og den blev taget af programmet efter premieren. Den blev først spillet igen efter Stalins død.