Virtuose violintoner

Lyngby Taarbæk Symfoniorkesters nytårskoncert 2023 byder på et festligt program under ledelse af Christian Schmiedescamp og med den unge stjerneviolinist Niklas Walentin som solist.

Wienermusikken er meget mere end de fejende valse, som alle kender og de fleste elsker. I årtier var byen et kulturelt samlingspunkt for hele Europa, og i dens musikliv kom dobbeltmonarkiets mangfoldighed til udtryk. Komponisterne lod sig inspirere af folkelige traditioner fra Østrig, Ungarn, Tjekkiet, Rumænien og ikke mindst fra de omvandrende sigøjnere.

Vi har samlet en farvestrålende buket af fyrige ungarske danse, sprudlende sigøjnerstykker, inderlige romancer og muntre folkedanse – og mon ikke der også sniger sig en enkelt vals ind i programmet? Vi er jo trods alt i Wien!

Programmet er:

J. Strauss: Ziegeunerbaronen Ouverture
Mozart: Adagio K. 261
Brahms: Ungarsk Dans nr. 5
Sarasate: Zigeunerweise
Kodaly: Danse fra Galanta
Berlioz: Ungarsk March
Bartok: Rumænske Danse
Kreisler: Midnight Bells
Kreisler: Liebeslied
Kreisler: Liebesfreude
J. Strauss: Eljen a Magyar
Monti: Czardas
Lumbye: Champagnegalop
Gade: Tango Jalousi
Niklas Walentin vakte opsigt for sit ekstraordinære talent allerede som barn, og som 18-årig vandt han en bemærkelsesværdig andenplads ved Den 9. Internationale Carl Nielsen Konkurrence. Han har sin unge alder til trods spillet koncerter i nogle af verdens mest berømte koncertsale. I 2017 debuterede han fra solistklassen på Det Kgl. Danske Musikkonservatorium.