Fransk romantik og impressionisme – drømme og mareridt

Koncertens tre franske værker fra 1800-tallet har det tilfælles, at de alle tre forholder sig musikalsk til et tekstligt oplæg, der enten er til stede i musikken i form af sangtekster, eller som blot ligger bagved musikken som en forestilling, der mere eller mindre direkte kan følges gennem musikken. 

De tre værker bindes også sammen af et tematisk fællesskab: Kærligheden. Vi oplever drømmen om kærligheden, melankolien ved kærlighedstabet, sorgen over den elskedes død og forestillingen om den elskede som genfærd – eller det, der er værre!

 

Claude Debussy’s symfoniske digt fra 1894, Prélude à l’après-midi d’un faune (Forspil til en fauns eftermiddag), er inspireret af et digt af Mallarmé. Det er ikke sådan, at musikken genfortæller digtet. Der er snarere tale om en impressionistisk gengivelse af digtets forskellige stemninger. Faunen vågner og hengiver sig til drømme og erindringer om begæret og den vilde jagt på flygtende nymfer med en blanding af lyst og skyldfølelse – og bliver til sidst så tung i hovedet af sin vin, at han falder i søvn igen.

 

Les nuits d’été (Sommernætter) er en sangcyklus af Hector Berlioz fra 1841 med tekster af Théophile Gautier. Sangene har ikke nogen egentlig handling, men belyser nogle af kærlighedens mange aspekter: Glæden ved foråret og kærligheden, tabet af den elskede, længslen, en spøgelsesagtig vision på kirkegården og til sidst drømmen om at rejse til ”den evige kærligheds land”. 

Hvor Berlioz malede med den fine pensel i sangcyklen, får vi brug for det helt store orkester i hans monumentale Symphonie Fantastique fra 1830. Her er der en fortløbende fortælling: En ung mand møder sit ideal af en kvinde, vinder hende – men mister hende igen. I sin sorg over tabet tager han opium, og nu drømmer han, at han har slået hende ihjel og bliver ført til skafottet. Lige før øksen falder, hører vi hendes karakteristiske melodi lyse op i det fjerne. Men her slutter det ikke! I sidste sats er den unge mand til heksesabbat og genser sin elskede. Men nu er hun heks. Vi hører en grotesk forvrænget parodi på hendes melodi i en nærmest blasfemisk blanding med dødsklokkerne og Dies iræ fra den katolske dødsmesse. Runddansen bliver vildere og vildere, og helvede slippes løs …