Lyngby-Taarbæk Symfoniorkester indleder sæsonen 2026-07 med et program af lutter
østeuropæiske komponister, idet vi spiller musik af russiske Tjajkovskij (1840-1893),
ungarske Béla Bartok (1881-1945) og tjekkiske Antonin Dvorák (1841-1904).
Der er tale om komponister, der alle tre var konkret inspireret af deres respektive
hjemlandes folkemusik. Et materiale, der for Dvorák og især Bartoks vedkommende blev
indsamlet og studeret minutiøst – nærmest videnskabeligt – og blev en uudtømmelig kilde
til egne kompositioner.
Tjajkovskijs festlige Capriccio Italien fra 1880 tager også afsæt i et folkeligt
inspirationsgrundlag. Her er det dog ikke det russiske men – som titlen indikerer – det
italienske landskab og folkeliv, der hentydes til. Værket blev skrevet under en rejse til Rom
og Tjajkovskijs intention var fra starten, at bruge de charmerende italienske melodier han
hørte på sin vej og bearbejde dem til et regulært hit, der kunne tjenes gode penge på. Med
talentet for at komponere charmerende musik med melodisk kraft og fejende elegance må
missionen siges at være lykkedes, og værket bærer Tjajkovskijs umiskendelige signatur.
’Capriccio’ er et italiensk udtryk, der betegner noget frit eller lidt lunefuldt. Det anvendes
typisk om musik der er let, spøgende og behagelig. Og netop sådan er dette værk.
Bartoks violinkoncert nr. 1 fra 1907-08 er skrevet nogle årtier senere, end værkerne af
Tjajkovskij og Dvorák, og demonstrerer fint Bartoks særkende; kombinationen af traditionel
ungarsk folkemusik med avant-garde tonalitet. Koncerten er skrevet til violinvirtuosen Stefi
Geyer, som Bartok var forelsket i. Hun gengældte dog ikke hans følelser, og kunne
desværre ikke tage imod hverken Bartoks bejleri eller hans værk. Det kom derfor til at
ligge urørt i mange år indtil efter både Bartok og Geyer var døde. Violinkoncerten blev
således først genopdaget og udgivet i 1956, og omsider uropført i 1958. Mens værker for
solist og orkester typisk har tre satser – først en hurtig, derefter en langsom og til sidst en
meget hurtig sats – følger Bartoks violinkoncert formen for en rapsodi; først en langsom og
dernæst en hurtig sats. Åbenbart har Bartok selv opgivet kompositionen efter Geyers
afvisning, for den indgik ikke i hans egen liste over såkaldt modne værker. Første sats,
andanten, blev dog bearbejdet af ham og udgivet som starten på et nyt selvstændigt værk,
’To portrætter’ fra 1911, hvor det udgjorde et musikalsk portræt af netop Stefi Geyer. Når
nu violinkoncerten kan opfattes som en kærlighedserklæring, og dens første – i øvrigt
meget indtagende – sats tilmed er Bartoks portræt af sin udkårne, er der blevet spekuleret i
om den anden sats, allegroen, mon så ikke også er et musikalsk portræt. Måske Bartoks
selvportræt?
Dvoráks symfoni nr. 8 fra 1889, som komponisten selv dirigerede uropførelsen af året
efter, har ligesom Tjajkovskijs Capriccio Italien et lyst og optimistisk præg. Måske fordi den
blev til i løbet af nogle lykkelige sensommermåneder på landet i Tjekkiet, og i en stemning
af taknemmelighed. Dvorák var nemlig for nyligt blevet optaget i Det Bøhmiske Akademi for videnskab, litteratur og kunst. Og symfonien er dedikeret den fornemme institution som
tak. Udover den lykkelige anledning, var det Dvoráks ambition at hans nye symfoni skulle
danne kontrast til den anderledes tungt romantiske og mørke 7. symfoni. Han tager afsæt i
den højt elskede bøhmiske folkemusik for at give symfonien det ønskede muntre og lyriske
præg. Omtrent som en sommerdag på landet – netop der hvor værket blev skabt.
Solisten i Bartoks violinkoncert nr. 1 er svenske Malin Broman, som i en årrække har
været en efterspurgt og berømmet international solist. Malin har talrige udmærkelser bag
sig – bl.a. fra den internationale Carl Nielsen konkurrence, og har igennem årene
samarbejdet med en perlerække af fremtrædende musikere og dirigenter. Både som solist,
kammermusiker og kunstnerisk leder. Det er således en stor glæde for os, at Malin har
takket ja til at være solist med Lyngby-Taarbæk Symfoniorkester.
Koncerten opføres under ledelse af Carl-Oscar Østerlind, som sin unge alder til trods er en
gammel kending af orkestret. Han er en af Danmarks mest prominente cellister, og har
sideløbende med sin karriere som solist uddannet sig som dirigent. Således har han nu
opgaver – både som solist og dirigent – primært i Skandinavien, men også i resten af
Europa. Sideløbende hermed underviser Carl-Oscar på Det Kongelige Danske
Musikkonservatorium.