Lyngby-Taarbæk Symfoniorkester og Kaisa Roose i Tivoli
Anmelder Jens Dejer juni 15, 2016 in Klassisk musik mm
For et par år siden var jeg til min første koncert med Lyngby-Taarbæk Symfoniorkester og det var en fantastisk oplevelse. Siden har jeg bemærket, at jeg taler med flere og flere mennesker, der regner Lyngby-Taarbæk for at være et af Danmarks bedste symfoniorkestre – og man kan vist godt tillade sig at sige, at de levede op til deres rygte, da de spillede i Tivolis Koncertsal mandag aften.
Aleksander Glazunov og Aram Khachaturian
Koncerten begyndte med en “March on a Russian Theme” af Aleksander Glazunov… eller som Stravinskij omtalte ham: “den mest ubehagelige mand jeg har kendt“; der var nemlig det problem med Aleksander Glazunov, at han ikke kunne lide Stravinskijs musik. Værket begynder mørkt og dæmpet, men musikken stiger hurtigt til en gjaldende fanfare. Derefter slår musikken over i en forrygende march – det var en flot og festlig begyndelse på en rigtig god og vellykket koncert.
Det næste værk var meget specielt – det var “Masquerade Suite” af Aram Khachaturian, som består af fem satser: Vals, Nocturne, Mazurka, Romance og Galop. Det vil sige tre meget festlige satser, som bliver delt af to blide og dæmpede satser, hvoraf den første er farvet af en mørk og melankolsk tone, mens den sidste gennemtrænges af en mere lys og positiv tone. Men det er også lidt vulgært – det minder mig om konditoren, der opkaldte en tærte efter Tone og det var “den der var mest af alt i”, som Suzanne Brøgger har skrevet. “Masquarade Suite” er virkelig et overflødighedshorn af lækker musik. Det er en fest fra start til slut. Fra de allerførste valsetoner bliver publikum fuldstændig forført af musikken og jeg kan godt forstå, at der var mange, som ikke kunne lade være med at klappe efter første sats. Man blev forført af musikken lige fra de allerførste valsetoner og indtil værket sluttede med en galop, som blev spillet i et rasende tempo. Det gik over stok og sten.
Det var et fantastisk værk. Man blev smittet af musikken, så man havde lyst til at le højt af glæde og begejstring – og samtidig havde man også lyst til at springe op fra sædet og danse. Jamen, jeg har virkelig aldrig oplevet noget lignende. Derudover spillede førsteviolinen den smukkeste solo i Nocturnen, som fik mit hjerte til at smelte. I romancen var der en trompetsolo, som fuldstændig tog vejret fra mig … det var så fantastisk, at man kun kan sammenligne det med Haydn´s formidable trompetkoncert.
Man kan kun beskrive første del af denne koncert, som en fuldstændig overdådig fest i Tivolis gamle koncertsal.
Anden del af koncerten bestod af Sergei Rachmaninovs 2. symfoni – hvis første del var en stor fest, så kan man godt sige, at anden del var gravalvorligt, som en begravelse. Orkestret begynder meget mørkt og dystert. Så kommer violinerne og løfter stemningen en lille bitte smule. Men det er absolut ikke munter musik og dermed var denne musik en stor kontrast til musikken i første del. Heldigvis. Det havde været for meget – alt for meget – hvis det havde været lutter lagkage. Med Rachmaninovs 2. symfoni fik Lyngby-Taarbæk Symfoniorkester og Kaisa Roose skabte en god balance i koncerten som helhed.
I første sats var der et klimaks med både pauker, stortromme og bækken – det var så kraftfuldt og dramatisk, at det mindede mig om helvedes-scenen i Mozarts opera Don Giovanni. Og det var egentlig den oplevelse, som jeg havde af hele værket – det var mørkt og dystert og gravalvorligt. Og det var fuldstændig fantastisk!
DR´s gamle filmanmelder Ole Michelsen var kendt for at sige, at “Film skal ses i biograften”. Jeg er ikke enig. Jeg foretrækker ganske bestemt, at sidde hjemme i min egen sofa, når jeg ser film. Til gengæld så mener jeg i allerhøjeste grad, at det gælder i forhold til klassisk musik. Altså – jeg mener selvfølgelig ikke, at man skal gå i biografen for at høre musik. Men gang på gang må jeg konkludere, at musik lyder bare bedre i en koncertsal. Jeg har en ganske udmærket indspilning af Rachmaninovs symfonier, som jeg er meget glad for – men den kan altså ikke konkurrere med at høre Kaisa Roose og Lyngby-Taarbæk Symfoniorkester i Tivolis koncertsal.
Lyngby-Taarbæk Symfoniorkester spillede suverænt fra start til slut og det virkede også som om, at de havde et helt utroligt velfungerende samspil med dirigenten. Nogen gange oplever man, at dirigenten står foran orkestret og dirigerer. Mandag aften havde jeg en fornemmelse af, at der nærmest skete en eller anden mystisk symbiose mellem Kaisa Roose og orkestret, som om de nærmeste smeltede sammen. Jeg ved selvfølgelig ikke, om musikerne oplevede det på samme måde. Men Lyngby-Taarbæk Symfoniorkester kan bare noget helst specielt. Jeg ved ikke hvad det er – måske er det et ekstraordinært godt samarbejde og samspil mellem musikerne, som skaber deres helt særlige og meget unikke lyd. Jeg ved det ikke. Men jeg ved, at jeg allerede glæder mig til at høre dem igen næste år i Tivolis Koncertsal.
