
Orkestret bliver ledet af den unge, norske Eirik Haukaas Ødegaard, som LTSO arbejder med for første gang.
Eirik Haukaas Ødegaard er en af Norges lovende unge dirigenter. Han har studeret direktion og slagtøj ved Norges Musikkhøgskole, hvor han tog både bachelor- og kandidatgrad under Ole Kristian Ruud. I øjeblikket videreuddanner han sig på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium hos Giordano Bellincampi.
Han debuterede professionelt i 2019 ved uropførelsen af en kammeropera af Jexper Holmen på Copenhagen Avantgarde Music Festival. Siden har han deltaget i det norske talentudviklingsprogram Dirigentforum og arbejdet med internationale kapaciteter som Paavo Järvi, Neeme Järvi, Vasily Petrenko, Johannes Schlaefli, Mark Stringer og Atso Almila.
Som led i sin uddannelse har Ødegaard allerede stået foran en række professionelle orkestre og blæseensembler, bl.a. Aarhus Symfoniorkester, Odense Symfoniorkester, Sønderjyllands Symfoniorkester, Sjøforsvarets Musikkorps, Forsvarets Stabsmusikkorps og Kringkastingsorkestret.